Ørestad II – Boligboblen goes billboard

Min første reaktion er ikke harme. Det havde ellers været oplagt at lade den marxistiske autopilot blusse op fra den afkrog, den af strategiske årsager er placeret i: Død over bolighajer og boligspekulation. Fri os fra bobler af umulige huspriser. Død over kapitalisterne, der efterlader os som det frie markeds bundfald; som evige lejere uden frihed og friværdi! Men det er utilfredsstillende.

Min første reaktion er afmagt. Mavepuster. For Nybolig har lige leveret den spidsformulering, som jeg drømte om at skrive. Og den er ikke hengemt nederst på side 90 i en universitetsrapport.

Det skræmmende er ikke, at boligspekulationen foregår, og at den foregår i Ørestad i allerhøjeste grad. Heller ikke at Nybolig sælger boliger som ’gode investeringer’ frem for steder at bo. Det skræmmende er, at den spekulation, som sætter folk fra hus og hjem og by, ikke hører til på den anden side af skumring, men derimod bliver et salgsslogan i halv meter høje typer: ”Ingen bopælspligt!” Den ubeboede bolig – lige noget for dig! Lige til at købe og sælge. En uforbeholden opfordring til ansamling af værdiløs værdi.

Satte jeg før min lid til den undersøgende og afslørende journalistik eller måske den magtkritiske aktøranalyse af boligmarkedet, er jeg nødt til at genoverveje mine midler. For hvad er der tilbage at afsløre? Hvorfor bekymre sig om at afdække bolighajernes jagtmetoder i lange udredninger, når enhver kan se det selv på Arne Jacobsens Allé. Boligspekulationen er ikke et faktum. Det er et slogan.