superkilen_KBH II

Så gik der vidst alligevel lidt for meget æstetik-lir-cabaret-show-off i den.

Ørestad IV – arkitektur på film

Ørestads arkitektur på arkitektmåden:

Ørestads arkitektur på barfods-hummel-joggingbuks-måden:

Ørestad III – Det lyserøde rum

Mellem granitfortorv og parkeringsbjerg er de mest besynderlige fire kvadratmeter i Ørestad. Rå beton bemalet fra gulv til loft i en akavet insisterende og opmærksomhedskrævende pink farve.

Hvad er meningen med en lyserød kube i et bjerg? Hvorfor SKAL jeg få øje på den?

Døren er altid åben til det lyserøde rum. Der er ikke monteret en lås. Men der er ingen vodka-drikkende teenagere eller hjemløse der finder læ fra det endeløse stormvejr på Ørestads Boulevard. Ikke et tag. Den lyserøde kube er en slags bevis på, at Ørestad stadig ikke er en egentlig del af København. Her er forretninger subsidierede, byliv kurateret, underklassen fraværende. Ørestad står udenfor byens økosystem, dens udvekslinger, sammenstød og overlap. I en by danser musene på bordet når katten sover. I Ørestad efterlades den lyserøde kube til natten og natten alene.

Hermed en uforbeholden opfordring til alle som savner et rum til at spise, sove, danse, drikke, spille brætspil, male graffiti… Fire lyserøde kvadratmeter til din rådighed.

Superkilen_Kbh

[FUK PLANLÆG, BY?!!, ULTRA RØV KOMMUNE]

Foto: Johan Galster

Digital de-geografi

Jeg er helt fascineret af kort! Og jeg nærer en umiddelbar mistillid til dem. Matematik, forsimpling og fortegnelse i smuk grafisk enhed, som udgiver sig for at være en pålidelig rettesnor for styrmænd, piloter og turister verden over. ”Kortet er ikke det samme som territoriet” siger Bruno Latour og mener sikkert en frygtelig masse ting med det. Et er, at kortet aldrig kan repræsentere landjorden, som den er.

Nogle vil mene, at satellitter og digitalt måleudstyr har forbedret kortenes præcision så meget, at jeg snart bør lægge min mistillid til kortet på hylden. Det er sandt til en vis grad. F.eks. ved vi i dag med sikkerhed, at man ikke falder ud over en bundløs afgrund, når man sejler vestover Atlanten, og at Jylland ikke har form som en fisk. (modsat i start 1600-tallet).

Men det er ikke kun manuelt tegnede kort, der kan bruges til at fortegne landskaber, indsætte bjerge, byer og kongeslotte, som ikke findes, eller omvendt camouflere ømtålelige områder. De digitale kort og vejvisere er mindst lige så kreative:

En SAAB-fabrik i Sverige forsvinder i en myrekrig af pixels.

En kongelig residens i Holland bliver til noget, der ligner en lap af en camouflagedragt.

Har din GPS nogensinde bedt dig lave en u-vending på en motorvej? ”Digital baffling” forstyrrer GPS-signaler og kan gøre et simpelt vejnet til et labyrintisk virvar af u-vendinger og omveje. Smart hvis en stat gerne vil undgå, at vildfarne bilister støder ind i f.eks. en hemmelig institution.

Og sidste skud på stammen; “Ghetto app’en” der guider turister udenom storbyens farlige kvarterer. App’en er under udvikling af Microsoft og baserer sine rute-forslag på kriminalitetsstatistikker. Tænk hvis en turist fik forvildet sig ned i Blågårdsgade i København. De ville risikere at møde virkeligheden.

1 m3

Kommode: fyr, Norge
Skammel: eg, Tyskland
Skål: keramik, Syrien
Pen: plast, Malaysia
Hårspænde (x4) : stål, Frankrig
Hårelastik  (x3):  aluminium + nylon + gummi, Kina
Madelastik (x2) gummi, Kina
Sikkerhedsnål: stål, Sverige
Hårnål (x12): messing, Vietnam
Blå skjorte: bomuld, Bangladesh
Rød sjorte: bomuld, Bangladesh
Blå sjorte: bomuld, Kina
Sort skjorte: bomuld, Tyrkiet
Bælte: læder, Tyrkiet
Sweater: uld, Australien
Jeans: bomuld + messing, Estland

Ørestad II – Boligboblen goes billboard

Min første reaktion er ikke harme. Det havde ellers været oplagt at lade den marxistiske autopilot blusse op fra den afkrog, den af strategiske årsager er placeret i: Død over bolighajer og boligspekulation. Fri os fra bobler af umulige huspriser. Død over kapitalisterne, der efterlader os som det frie markeds bundfald; som evige lejere uden frihed og friværdi! Men det er utilfredsstillende.

Min første reaktion er afmagt. Mavepuster. For Nybolig har lige leveret den spidsformulering, som jeg drømte om at skrive. Og den er ikke hengemt nederst på side 90 i en universitetsrapport.

Det skræmmende er ikke, at boligspekulationen foregår, og at den foregår i Ørestad i allerhøjeste grad. Heller ikke at Nybolig sælger boliger som ’gode investeringer’ frem for steder at bo. Det skræmmende er, at den spekulation, som sætter folk fra hus og hjem og by, ikke hører til på den anden side af skumring, men derimod bliver et salgsslogan i halv meter høje typer: ”Ingen bopælspligt!” Den ubeboede bolig – lige noget for dig! Lige til at købe og sælge. En uforbeholden opfordring til ansamling af værdiløs værdi.

Satte jeg før min lid til den undersøgende og afslørende journalistik eller måske den magtkritiske aktøranalyse af boligmarkedet, er jeg nødt til at genoverveje mine midler. For hvad er der tilbage at afsløre? Hvorfor bekymre sig om at afdække bolighajernes jagtmetoder i lange udredninger, når enhver kan se det selv på Arne Jacobsens Allé. Boligspekulationen er ikke et faktum. Det er et slogan.

Ørestad I

“Nu ved jeg hvad det er; der er kun halve veje. Altid kun noget i venstre eller højre side.” siger Andreas. Der findes ingen hele veje i Ørestad.

  

Bella Donna Spacecraft

På Amager står der en kolos af et hotel klods op og ned af Bella Center; Et sted der altid har undret mig. At noget kan være så stort og groft og tavst samtidig. Neutral brutalisme? Man troede ikke det kunne lade sig gøre.

Tilbage til hotellet. Hotellet er ikke tavst, det skriger til himlen. Tvinger dig til at iagttage det fra det meste af København. Se mig! Jeg er ny arkitektur!

Inde i hotellet er ’Bella Donna’ etagen forbeholdt kvinder. De moderne selvstændige, selvbevidste kvinder. Baseret på en undersøgelse blandt kendte danske kvinder er etagen indrettet med de helt rigtige hårprodukter, feminine overflader og former, minibar med smoothies, ekstra stort brusehoved, friske planter og en queen size Hästen seng – i en til lejligheden produceret lyserød version.

I sengen ligger tre unge kvinder, fulde og kolde efter en aften i Sky Bar blandt jakkesætsklædte firmaarrangementer med grå stænk og høflig betjening. En underlig udsigt over en tom parkeringsplads, et tomt Amager og en kulisseagtig newtown, hvor Bjarke Engels monumenterne viser muskler i en tom boksering. Det hele remixet af genskinnet fra Sky Bars grønne lysstofrør i de skrå ruder.

Jeg klynger mig til kvinden ved siden af mig. Vi kan sagtens ligge tre under en queen size dyne. Ægyptisk damask-bomuld mod min hud. København sms’er mig, men det er for langt væk.

At stå op er anderledes. Ekstra stort brusehoved, ekstra store håndklæder og ekstra stor slåbrok får mig til at se komisk lille ud. Jeg har duften er fire forskellige Ole Henriksen produkter siddende i huden.

De høje mosaiske flader trækker blæsten ned om vores ankler, mens vi venter på en lille rød toyota, som henter os på parkeringspladsen foran kolossen. Turbulens. Jeg har det som om, jeg har været på månen og tilbage igen. Det tager 10 minutter at køre til Nørrebro.

Brakmarken Refshaleøen

braklægning, udtagning af dyrkningsjord i en eller flere vækstsæsoner. (Den Store Danske. Gyldendals åbne encyklopædi)

I landbruget taler man om braklægning. Det vil sige at holde et stykke land uopdyrket i en periode, mens naturens mekanismer sætter ind og gøder joden til et rigere udbytte på et senere tidspunkt. I byudviklingen arbejder man også med brakmarker. Her hedder det blot “perpektivområde”. Men missæren er den samme.

I hele Vesteuropa afvikles de traditionelle industrier. Fabrikker og industrihavne flytter efter den billige arbejdskraft og en af konsekvenserne er, at de efterlader sig store bynære områder funktionsløse. Områder, der tidligere var tydeligt definerede som f.eks. lastehavn eller industriområde, savner pludselig en funktion og et prædikat.

Refshaleøen i København er et eksempel på et forladt industriområde. Hele området er en kunstig ø konstrueret i slutningen af 1800-tallet til skibsværftet Burmeister & Wain. Men ved værftets lukning i 1986 blev området og de mange administrationsbygninger, lagerbygninger og væftshaller forladt.

Refshaleøen ligger nederst på prioriteringslisten for byudvikling. Der er forurenet, dårlig infrastruktur og langt til den kollektive transport. Byudviklingen sådan et sted “bør foreløbig udskydes” siger Københavns planer. Refshaleøen er dømt ude. Det er et perspektivområde. Det betyder reelt at byudviklingen tidligst går i gang efter 2021.

Øen henligger derfor i dag som et funktionelt og planmæssigt vakuum. En brakmark som venter på bedre tider. Og måske har Refshaleøen mere til fælles med landbrugets brakmarker end blot det faktum, at den er lagt i venteposition. For netop ventetiden kan måske berige området med nye spillere på banen og hidtil utænkelige funktioner og dermed nye identiteter eller prædikater for det gamle industriområde.

Mens Refshaleøen har ligget brak, er husbåde, kollektiver, værksteder, atelierer, fester, festivaler, loppemarkeder og studier skudt op af jorden. En underskov af aktiviteter som (måske) ikke kunne lade sig gøre andre steder i København. Er det helt galt afmarcheret at forestille sig, at der findes en særlig værdi ved det udefinerede, midlertidige vakuum-rum? At en urban brakmark giver bedre muligheder for kreative, alternative eller progressive bo- og arbejdsformer? Ja, det handler om god plads og billig husleje, men det handler nok også om grov industrimateriel, uordnede græsmarker, faldefærdige skure og smuldrede asfaltbelægninger.

Vi skal ikke anse Refshaleøen som en funktionel blindtarm i udkanten af det mentale Københavnerkort. At København har lagt øen brak er en kærkommen mulighed for at afprøve alternative livsformer et stenkast fra centrum.